Adventssalmer

Adventssalmer

 

Bebudelsen af
Guds Søns Fødsel

63

                        Mel.:  H.O.C. Zinck 1801

                   Nu kom der bud fra englekor

1   Nu kom her bud fra englekor,

at Gud vil nederstige,

hans Søn, som i det høje bor

og ejer ærens rige,

vil tage sig vort kød oppå

og manddom få,

det nyt er uden lige.

2   Maria nu et budskab får

fra Gud, som engle byder

og i sit ærinde formår,

at de hans bud adlyder.

Den Gud-velyndte jomfrusjæl

ved Gabriel

Guds huld og hilsen nyder.

3   “Livsaligste blandt kvindekøn!

Gud vil dig højt begave,

thi Guds enbårne kære Søn

skal bolig i dig have

og i dit lives jomfruskrin,

et sted for sin

undfangelse vil lave.

4   Guds kraft dig overskygge skal,

dit liv en søn skal bære,

med guddoms fylde uden tal

han og dit kød skal ære.

Ja, Jesus er hans søde navn,

som i din favn

skal født og fostret være.

5   Han er Guds Søn så stor og stærk,

som Satan skal bekrige;

Guds engle i det underværk

begærer ind at kige.

Ved ham skal Jakobs hus bestå,

thi han skal få

et evigt kongerige.”

6   Det jomfruliv velsignet er

med livsens rene drue,

Guds Søn hun under hjertet bær,

som hendes bryst skal suge.

Dér ligger Gud, et lidet nor,

og sagte gror.

Det under er at skue!

7   O søde Jesus, lad din Ånd

mig kraftig overskygge,

bered mit hjerte ved din hånd,

at du deri kan bygge,

at jeg kan også åndelig

undfange dig

og aldrig fra dig rykke.

8   Så skal din Himmel i mig her

ved din Ånds kraft begynde,

mit hjerte, sjæl og alt begær

          sig op til Gud skal skynde,

indtil jeg bliver englelig

i Himmerig

og aldrig mer skal synde.

                                                    Luk 1,26-38

          Thomas Kingo 1689. Bearbejdet 1699.

64


                         Mel.: H.O.C. Zinck 1801

                                       / Th. Laub 1918

1   Nu kom der bud fra englekor,

at Gud herned vil stige;

hans Søn, som i det høje bor

og ejer ærens rige,

han sig vort kød vil tage på

og blandt os gå;

det nyt er uden lige.

2   Til Nazaret det budskab går,

som Gud sin engel byder,

Maria dér en hilsen får,

vidunderlig den lyder;

som lyn indtræder Gabriel

med et hilsæl,

som skrækker, skønt det fryder.

3   Livsaligste blandt Evas køn!

Gud så til dig i nåde,

du føde skal Guds egen Søn,

som haver alt at råde,

som strækker ud sin kongestav

fra hav til hav,

til alle slægters både.

4   Guds kraft dig overskygge skal,

og Ånden fra det høje

med nåde uden mål og tal

sig over dig skal bøje;

og Jesus er hans søde navn,

som du i favn

skal se med moderøje! –

5   O Herre Jesus, lad din Ånd

mig kraftig overskygge,

bered mit hjerte ved din hånd,

at du deri kan bygge,

at også jeg kan åndelig

undfange dig

og aldrig fra dig rykke!

6   Så skal din Himmel i mig her

ved Åndens kraft begynde,

mit hjerte, sjæl og al begær

sig op til Gud skal skynde,

indtil jeg bliver engle lig

i Himmerig

og aldrig mer skal synde!

                                                    Luk 1,26-38

                                      Thomas Kingo 1689.

                                  N.F.S. Grundtvig 1837.

                            Frederik Hammerich 1852.

65

 

                   Mel.: Joachim a Burck 1594

1   Maria hun var en jomfru ren,

som Skriften os mon vise,

hun fødte en søn foruden mén,

ham skal vi evig prise;

han haver os alle af synden løst,

han give os trøst

og Himmerigs evige lise!

2   Stod mestrene alle på en plet,

det var så favr en skare,

de kunne dog ej med klogskab ret

hans godhed åbenbare;

så er han af nåde og sandhed fuld,

han være os huld,

når vi skal af verden fare!

3   Profeter forkyndte ved Guds Ånd,

at Kristus vil af nåde

os frelse fra døds og Djævels bånd

og så fra syndens våde;

og alle, som tror på hans navn for vist

foruden al tvist,

det vorder til evig både.

4   Af Isai stub den rette kvist

og Jakobs lyse stjerne,

det er du, vor Herre Jesus Krist,

dig priser vi så gerne;

thi nådelig rejste af Adams fald

du skabningen al,

du styre os vil og værne.

5   O, kunne jeg alskens tungemål

og Skriftens dyb udfinde,

og var så min tunge gjort af stål

og englerøst derinde,

da skulle på knæ jeg kaste mig

og påkalde dig

vel hundrede tusind sinde.

6   Min synd er mangfoldig som sand i strand,

som støv i solens strime,

Gud løse mig nu af syndens bånd

og helst i dødens time!

Gud lade mig aldrig blive fortabt,

du haver mig skabt,

du nåde og fred mig give!

                               Dansk Mariavise 15. årh.

                                   Hans Thomissøn 1569.

                                  N.F.S. Grundtvig 1837.

                              Bearbejdet 1889 og 1951.

66

 

                   Mel.: Harald Gullichsen 1980

1   Vi synger med Maria

vor store glæde ud

til ham, som gav os Jesus,

til Himlens høje Gud.

For helligt er hans navn,

ja helligt er hans navn.

2   Hans arm er stærk og mægtig,

med vælde går han frem,

men ser de små og svage

og elsker netop dem.

For helligt er hans navn,

ja helligt er hans navn.

3   Han lar sin nåde strømme

mod sine børn på jord.

Han holder det, han lover.

Vi stoler på hans ord.

For helligt er hans navn,

ja helligt er hans navn.

4   Se, alle folk på jorden,

det storværk, Gud har gjort:

De sultne gir han gaver,

de rige sendes bort.

For helligt er hans navn,

ja helligt er hans navn.

5   Istem den store lovsang

om al Guds kærlighed!

Syng glædens sang om Jesus

i tid og evighed!

For helligt er hans navn,

ja helligt er hans navn.

                                         Eyvind Skeie 1980.

                           Peter Balslev-Clausen 1993.

67

 

             Mel.: Mæt min sjæl, o Jesus sød

1   Store Gud og frelsermand,

hvo er den, der lignes kan

ved din guddoms store kraft?

Ingen har fra Adam haft

slig en Fader, slig af køn,

slig en moder, skær og skøn,

der har født en jomfrusøn.

2   Døberen, o store Gud,

som løb for i vejen ud

til at vise verden dig,

han så højt undskylder sig,

at han er kun blot en røst,

som mod syndens sår og brøst

prædiked al verdens trøst.

3   Han ej værdig kender sig

dine sko at løse dig.

Hvad er da jeg Adams barn?

Skygge, støv og jord og skarn!

Jeg er ikke værd at stå

på den jord, du trådte på,

eller i din forgård gå.

4   Men, o Jesus, Davids rod 1!

Jeg vil dig med bøn og bod

rede og berede sted

i min sjæl og hjertet med:

Tag det hen og dan det bedst,

kom derind og vær min gæst,

giv en salig julefest!

1  Es 11,1; Åb 5,5

                                                    Joh 1,19-28

                                      Thomas Kingo 1689.

Jfr. “Søde Jesus, Davids rod”

 

Advent

68

 

                      Mel.: A.P. Berggreen 1852

1   Vær velkommen, Herrens år,

og velkommen herhid!

Julenat, da vor Herre blev fød,

da tændte sig lyset i mørkets skød.

Velkommen, nytår, og velkommen her!

2   Vær velkommen, Herrens år,

og velkommen herhid!

Påskemorgen, da Herren opstod,

da livstræet fæsted i graven rod.

Velkommen, nytår, og velkommen her!

3   Vær velkommen, Herrens år,

og velkommen herhid!

Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,

da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.

Velkommen, nytår, og velkommen her!

4   Vær velkommen, Herrens år,

og velkommen herhid!

Herrens år med vor Guds velbehag

nu bringer os glæde hver Herrens dag.

Velkommen, nytår, og velkommen her!

                           Dansk adventssalme (1556).

                                  N.F.S. Grundtvig 1849.

69

 

                   Mel.: Fader vor i Himmerig

1   På Jesu død og blodig sår

begynder jeg mit kirkeår;

hans rejse til Jerusalem

gør, at jeg vandrer trøstig frem,

det sidste trin skal blive godt,

ret lige op til Zions slot.

2   På Jesu sande livsens ord

min tro og salighed beror;

den vej, han viser, vil jeg gå,

den arv, han lover, vil jeg få,

og uden ordets klare skin

jeg ej vil gøre mindste trin.

3   Min Jesus jeg mig ofre vil

og al den del, mig hører til;

ej noget er så godt og rart,

at det for ham skal blive spart,

hvad ham til ære kastes hen,

det findes tusindfold igen.

4   Jeg holder daglig kirkegang

med ordets læsning, bøn og sang,

hosianna mig i mund og sind

skal følge både ud og ind,

fordi, du Davids søn! du est

mit hjertes daglig frydefest.

5   O Gud ske lov til evig tid,

at tiden er så himmelblid,

ret ligesom det var en vår

til evighedens kirkeår,

at vi kan her begynde på

for tronen nat og dag at stå.

6   Hosianna! milde Davids søn,

vor ærenpris og tusindskøn!

O, måtte dog den ganske jord

nu blive til et syngekor,

al verden til en helligdom,

fordi Guds Søn til verden kom!

7   Op, Zion! Læg din enkedragt,

ifør dig lysets brudepragt!

Strø palmer for hans fødders gang,

og mød din skat med frydesang!

Forkynd, hvor sød han er og blid

fra nu og indtil evig tid!

                           Hans Adolph Brorson 1742.

 

70

 

                           Mel.: N.W. Gade 1852

                                       Th. Laub 1917

1   Op! thi dagen nu frembryder,

som den ganske verden fryder;

op! thi nådens gyldne år

frem med lys og glæde går,

som de gamle før så såre

ventede med længselståre.

Halleluja, halleluja!

2   Han, som mange majestæter,

fromme fædre og profeter

har tilforne villet se,

og det dog ej kunne ske,

han til os så kærlig kommer,

o, en yndig nådes-sommer!

Halleluja, halleluja!

3   Han, som Abraham var lovet,

menighedens liv og hoved,

Jakobs krone, sol og lyst,

alle folkes fryd og trøst,

han drog ind hos os omsider,

sagtelig til Zion rider.

Halleluja, halleluja!

4   Nu må skyggen bort sig vende 1

og det billedværk få ende.

Hvad skal offerdyrets blod?

Jesus gav os evig bod.

Hvad har pagtens ark at sige?

Her er nådens rette rige.

Halleluja, halleluja!

5   Mose rige nu ophører,

Kristi friheds Ånd os fører,

borte er den trældoms frygt;

hvo Guds nåde ret har søgt,

kan sig i vor frelser fryde,

børnefriheds stand at nyde.

Halleluja, halleluja!

6   Nu er forhæng sønderrevet

og en indgang åbnet blevet,

i Guds helligdom at gå,

for ham uden frygt at stå;

han, som verdens lys er blevet,

nattens mørkhed har fordrevet.

Halleluja, halleluja!

7   Derfor, Zion, op at sjunge

og velsigne denne konge,

giv ham mund og hjerte til!

Du er brud, med dig han vil

riget dele, lad dig føre

ham til offer, lad dig høre:

Halleluja, halleluja!

1  Hebr 8,5-6; 10,1.

      Johann Anastasius Freylinghausen 1714.

                           Hans Adolph Brorson 1733.

                                            Bearbejdet 1885.

71

 

                   Mel.: J.P.E. Hartmann 1861

1   “Blomstre som en rosengård

skal de øde vange,

blomstre i et gyldenår,

under fuglesange!

Mødes skal i stråledans

Libanons og Karmels glans,

Sarons yndigheder.

2   Ryste mer ej noget knæ!

Ingens hænder synke!

Skyde hvert udgået træ!

Glatte sig hver rynke!

Rejse sig det faldne mod!

Rinde let uroligt blod!

Frygt og sorg forsvinde!

3   Herren kommer, Gud med os! 1

Troen på ham bier.

Byde vil han fjenden trods

som sit folks befrier.

Alt betales på ét bræt:

Fjenden sker sin fulde ret,

folket dobbelt nåde.

4   Skæres for den sorte stær

skal da øjne mange,

døve øren fjern og nær

høre frydesange!

Som en hind da springer halt,

stammer 2, som for målløs gjaldt,

løfter klart sin stemme.”

5   Så i Herrens helligdom

grant Esajas spåde,

tiden randt, og dagen kom

med Guds lys og nåde,

med den Guds og Davids søn,

som gør end, i lys og løn,

Paradis af ørke.

6   Ære med vor høje drot,

med hans Ånd tillige!

Sammen de gør alting godt

i vort Himmerige;

døve, selv på gravens bred,

øren får at høre med,

stummes læber sjunge.

7   Højt bebude gyldenår

glade nytårssange!

Blomstre som en rosengård

skal de øde vange.

Mødes skal i stråledans

Libanons og Karmels glans

Sarons yndigheder.

1                 Immanuel

2                 en stammende

                                                        Es 35,1-6

                                  N.F.S. Grundtvig 1837.

72

 

    Mel.: O, kommer hid dog til Guds Søn

                   Alt, hvad som fuglevinger fik

1   Stat op i gry, min Gud, stat op!

Adspredes, flygt, du fjendetrop,

lær hvad det er at grue!

Forsvind som røg i luftens skød,

hensmelt som voks for ild og glød!

Kan du Guds ansigt skue?

2   Op, glædes alle, glædes nu,

og kommer sorg ej mer i hu,

retsindige og fromme!

O, bryder fluks i lovsang ud

for eders Herre, eders Gud,

ved navn at ihukomme!

3   Så hånd på værket, nøler ej,

men baner for den konge vej,

som farer på det jævne!

Han er de faderløses trøst,

han hører nådig enkens røst,

og han har guddomsevne.

4   Han låner hus til hver forladt,

af lænker han udløser brat

og hjælper op af grave;

til marken gold den Herre god

udspringe bød en nådeflod,

nu blir den som Guds have.

5   Den fylder han med liv og lyst

og planter for de arme trøst,

som de har længtes efter,

og dem, som bærer julebud,

indskyder du, al nådens Gud,

et ord med kæmpekræfter.

6   Velsignet være Gud, vor drot!

Med salighed, af nåde blot,

det har nu gode veje;

thi hos vor Gud og Herre sød

er udvej fra den bitre død,

fra gravens mørke leje.

7   O, jubler for ham! Ser I ej,

igennem himle går hans vej,

med solens løb fra østen.

En strøm af lys er heltens spor,

og guddomskraft er i hans ord;

o, lytter dog til røsten!

8   Lovsynger ham i gry og kvæld

med livets strøm af Jakobs væld,

I kirker alle sammen!

Istem for ham, vor Gud, vor drot,

hvert folk på jorden, stort og småt,

halleluja og amen!

                                                               Sl 68

                                  N.F.S. Grundtvig 1837.

73

 

                        Mel.: G.C. Strattner 1691

1   Tak og ære være Gud,

som har ført sit løfte ud

og til syndres salighed

sendt sin kære Søn herned.

2   Hvad de gamle fædre sig

ønskede så hjertelig,

og hvad fordums lovet var,

Herren herligt opfyldt har.

3   Vær velkommen, du min fred,

dig ske tak i evighed!

Drag, o Jesus, ind til mig,

vejen selv du bane dig!

4   Kom, du ærens konge, kom!

Hjertet er din ejendom,

rens det, dan det, som du vil,

jeg kun dig vil høre til.

5   Med din trøst min sjæl opfyld

for min frygts og armods skyld,

at i troen idelig

jeg må hænge fast ved dig,

6   at når du i herlighed

kommer anden gang herned,

jeg kan dig i møde gå

og retfærdig for dig stå.

                                       Heinrich Held 1658.

                                             N.J. Holm 1829.

 

74

 

                         Mel.: Jac. Regnart  1576

1   Fryd dig, du Kristi brud,

og mød din Herre Gud!

For hånden er hans nåde,

som dig profeten spåde.

Hosianna! hæder og ære

skal denne vor konning være!

2   Gak ud af dit paulun,

og se et glædens syn!

Her rider ærens konning,

glæd dig, du Zions dronning!

Hosianna! hæder og ære

skal denne vor konning være!

3   Et asen hannem bær,

dog er det herrefærd;

hans pragt er såre ringe,

dog kan han døden tvinge.

Hosianna! hæder og ære

skal denne vor konning være!

4   Sagtmodig, from og god

er han i sind og mod;

han nåde har at føre,

den skal hans brud tilhøre.

Hosianna! hæder og ære

skal denne vor konning være!

5   Lad op din port så vid!

Din Jesus kommer hid,

han agter dig at gæste,

din salighed til bedste.

Hosianna! hæder og ære

skal denne vor konning være!

6   Strø grene på hans vej,

spar dine klæder ej!

Alt folket bære palmer

og sjunge højtidssalmer!

Hosianna! hæder og ære

skal denne vor konning være!

7   Umyndige og små

lad gøre ligeså!

Den hele folkeskare

med fryd og jubel svare:

Hosianna! hæder og ære

skal denne vor konning være!

                                                     Matt 21,1-9

           Dansk (1632). N.F.S. Grundtvig 1832.

                  P. Hjort 1840. J.P. Mynster 1845.

                                  Bearbejdet 1889. 1951.

75

 

                   Mel.:  Fryd dig, du Kristi brud

1  Fryd dig, du Jesu brud!

Her er et himmelbud,

som tydelig skal sige

fra Gud i Himmerige,

dig skal han stærkt forkynde:

Du har vor Herres ynde.

2   Fryd dig, du Jesu brud!

Så stor en Herre Gud,

så vældig i sit rige,

så herlig uden lige,

og du, en fattig kvinde,

skal sådan brudgom finde.

3   Fryd dig, du Jesu brud!

Nu ser det ikke ud

som før i Edens have,

da alting gik af lave,

da Satan var din lige

og Helvede dit rige.

4   Fryd dig, du Jesu brud!

Hvor er den regn og slud

af vredens grumme torden?

Det klarer op på jorden,

thi solen af det høje

dig vinker med sit øje.

5   Fryd dig, du Jesu brud!

Af trængsels hytte ud!

Er det nu tid at klage

i slige bryllupsdage? 1

Tænk ej på verdens jammer,

men på dit brudekammer!

6   Fryd dig, du Jesu brud,

Og smyk dig for din Gud!

Din brudgom dig vil hente,

hver time kan du vente,

at du får bud at træde

til Himlens bryllupsglæde.

1                 Matt 9,15

                           Hans Adolph Brorson 1733.

76

 

                        Mel.: H.O.C. Zinck 1801

1   Glæd dig, Zion, glæd dig, jord!

Se, din konge til dig kommer:

Glæd dig i din vinter, Nord!

Kristus bringer evig sommer.

På hans tog borttag hver sten!

Smyk hans vej med hellig gren!

Bred på stien højtidsklæder!

Der er fryd, hvor han fremtræder.

2   Saligt, hvor han drager ind,

saligt er det folk, det rige:

Der skal sorgen fly af sind,

der skal synd og død bortvige;

der skal kærligheden bo,

der skal fredens palme gro,

der skal håbet evig bygge

under kerubvingers skygge.

3   Bøj dig for din konge, sjæl!

Verdens konger, bøjer eder!

Stolte magt og højhed, knæl!

Tronen for Guds Søn bereder!

Se, i ånders store land

kongespiret fører han:

Mørkets magter for ham vige –

hans er salighedens rige.

4   Over de genløstes land

han på nådens stol er dommer.

Evig lovet være han!

I Gud Herrens navn han kommer.

Sjung, hver sjæl, med tak og bøn:

Hosianna, Davids Søn!

Sjung, mens alle knæ sig bøje,

hosianna i det høje!

                                                    Matt 21,1-9.

                                      B.S. Ingemann 1825.

77

 

                                  Mel.: Genève 1551

1   Gør døren høj, gør porten vid!

Den ærens konge kommer hid;

han hersker over alle land

og er al verdens frelsermand.

2   Retfærdig kommer han herned

og bringer liv og salighed;

sagtmodig er med hjælp han nær,

barmhjertighed hans scepter er.

3   Han os bebuder glædens år,

vor nød ved ham en ende får;

derfor af stemmer uden tal

en frydesang ham møde skal.

4   O, salig er den stad for vist,

hvis konge er den Herre Krist;

så vel det hvert et hjerte går,

hvor denne konge indgang får.

5   Han er den rette glædessol,

som lyser fra Guds nådestol;

ved ham, Guds Søn, det lysne må

udi vort hjertes mørke vrå.

6   Jeg hjertets dør vil åbne dig,

o Jesus, drag dog ind til mig!

Ja, ved din nåde lad det ske,

at jeg din kærlighed må se!

7   Og ved din Helligånd os led

på vejen frem til salighed,

at her vi dig lovsynge må,

indtil vi for dit ansigt stå!

                                                       Sl 24,7-10

                                    Georg Weissel (1642).

                                             N.J. Holm 1829.

78

 

                Mel.: Jeg vil din pris udsjunge

1   Op, Zion, at oplukke

din hjerteport og -dør!

Slå lås for sorg og sukke,

og græd ej nu som før!

Din længsel og attrå,

din konge, som du venter,

din Jesus, som dig henter,

går for din dør at stå.

2   Dig vil jeg, Jesus, give

mig med min sjæl og alt,

du skal min ejer blive,

du har mig og betalt.

Kom, Jesus, til mig ind!

Med hjerte, mund og tunge

hosianna vil jeg sjunge,

kom, fyld min sjæl og sind!

                                      Thomas Kingo 1689.

                                          P.A. Fenger 1857.

79

 

                         Mel.: M. Teschner  1615

1   Hvorledes skal jeg møde,

og favne dig, min skat?

Du skønne morgenrøde

mod al min jammers nat!

Min Jesus, sig, hvorledes

mit arme hjerte skal

opsmykkes og beredes

dig til en brudesal.

2   Dit Zion palmer svinger

til evigt sejrstegn,

og frydens tone klinger

i nådens blide egn;

mit hjerte dig til ære

skal grønnes som en skov,

og alt mit liv skal være

din kærlighed til lov.

3   Jeg lå i bånd og fængsel,

du førte mig herud,

jeg stod i spot og trængsel,

du tog mig til din brud;

for mig at få ophøjet

du bar min skam og brøst;

hvad du så tungt har pløjet,

er mig en evig høst.

4   Ej andet fra dit rige

har draget dig herned

end din den uden lige

grundløse kærlighed.

Da jeg i mørkheds sæde

og Satans rige sad,

da kom du selv, min glæde,

og gjorde mig så glad.

5   Kom, bange sjæl, at skrive

dig det i hjertet ind,

lad denne glæde drive

igennem sjæl og sind,

at hjælpen er til stede,

at Jesus selv er her,

han vil dig trøste, glæde

og altid have kær.

6   Du skal ej heller klage,

at du ham ej skal få,

han kommer selv at tage

dig ud af jammers vrå,

han kommer selv, han kommer

at dæmpe al din ve

og gør en liflig sommer

af al din trængsels sne.

                                      Paul Gerhardt 1653.

                           Hans Adolph Brorson 1733.

80

 

                        Mel.: Peter Møller 1978

1   Det første lys er ordet, talt af Gud,

det skabte liv, hvor alt var øde,

med fuglesang, med blomster, der sprang ud,

med glæde over markens grøde.

2   Det andet lys blev tændt i Betlehem,

Guds  Søn steg ned fra Himlens høje

og delte jorden med os som sit hjem

med al dens fryd og al dens møje.

3   Det tredje lys har intet øje set,

det lyser gennem hjertesorgen

og melder, det umulige er sket,

det tredje lys er påskemorgen.

4   Det fjerde lys har ild fra alle tre,

en pinseglød i vores hjerte,

så vi for dem, der intet lys kan se,

kan tænde kun en lille kerte.

          Johannes Johansen 1963, 1971 og 1974.

81

 

     Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1978

1   Hør det, Zion, trøst for al din vé:

den, du venter, får du snart at se.

2   Vist er natten om dig mørk og kold;

end du kender dig i vinters vold.

3   Se nu dog i øst et morgenskær,

som bebuder dig, en dag er nær.

4   Ja, en sol oprinder for dig nu.

Vend dig da mod lyset, glad i hu.

5   Han, som evigt i det høje bor,

kommer til dig i sit kirkeord.

6   Hør det ord med trøst for al din vé,

se det lys, hvori du ham kan se!

7   ham, der herligt over sky opfór

og gør plads for dig ved Himlens bord.

8   ham, som kommer på sin dag igen

for at hente sine små der hen. –

9   “Se, han kommer.” Det er nådens år,

vi i dette ord i møde går.

                                         K.L. Aastrup 1950.

82

 

                    Mel.: Som lilliens hjerte kan

                                         holdes i grøde

1   Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge,

for natten om advent er tærende lang.

Vi længes, vi længes mod morgenens lykke,

mod solopgangstimen med fuglenes sang,

thi Herren har svoret

at komme i ordet

med styrke, med almagt i Ånden til stede,

som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.

2   Nu sidder vi stumme og venter på stunden,

da Herren vil komme, besøge sit folk

og lægge os levende lovsang i munden,

Guds Ånd fra det høje vil være vor tolk.

Vor vantro skal vige,

Guds sol skal da stige

med budskabet: Ingen skal utrøstet græde,

det nærer vort håb, og det bærer vor glæde.

3   Befriet blir vi for hver eneste fjende,

selv fjenden, der har vore hjerter besat.

Da lærer Gud selv os vor frelse at kende

i ordet, der lyder: Din synd er forladt.

Da synger vi stumme

en sang, der kan rumme

det ord, hvor Guds mægtige Ånd er til stede,

som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.

4   Vor Gud skal vi tjene med fryd alle dage,

foruden al frygt skal hans åsyn vi se.

Han leder vor fod ad den vej, vi skal drage

til freden, der heler vort suk og vor ve.

Gud selv ihukommer

som frelser og dommer

den pagt, der ej rokkes af ny eller næde,

den nærer vort håb, og den bærer vor glæde.

                                                   Luk 1,67-80.

                              Johannes Johansen 1996.

83

 

   Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1999

1   Det er, hvad Guds kirke i håbet véd,

at vist den skal komme, den skønne dag

vor jord til fred,

der samler de adskilte folkeslag

i tro og bod

om kvisten, der skød af Isajs rod.

2   Hvad varslet der blev om den Isajs kvist,

det tyder vi nu i Guds kirke frit

om Jesus Krist,

hvis budskab sig bredte i verden vidt

til banges trøst

og svares herfra med lovsangsrøst.

                                                      Es 11,1-10

                                         K.L. Aastrup 1965.

84

 

     Mel.: O kommer hid dog til Guds Søn

                    Alt hvad som fuglevinger fik

1   Op, glædes alle, glædes nu!

Med fryd opfylder sind og hu

i Herren, eders glæde!

Thi Jesus han er nu så nær

og vil, fordi han har os kær,

udi vort kød sig klæde.

2   Bort sorg, og krænk ej mer vort sind!

Guds glæde lukker vi nu ind,

at vi kan Jesus favne

med bøn og hjertens tak og tro;

i ham skal alt vort håb og ro

sin glæde aldrig savne.

3   Din fred, o Gud, som overgår

alt det, som sind og sans formår,

vort hjerte så bevare

i Kristus Jesus, at vi må

så stor en juleglæde få,

som aldrig kan bortfare!

                                                          Fil 4,4-7

                                      Thomas Kingo 1689.

85

 

              Mel.: Mæt min sjæl, o Jesus sød

1   Søde Jesus, Davids rod 1,

kæmpestærk og barnegod,

kongesøn fra englehjem,

frelser født i Betlehem!

Du, som giver nytår bedst,

kom herind og vær vor gæst,

gør en liflig julefest!

1             Es 11,1; Åb 5,5

                                      Thomas Kingo 1689.

                                  N.F.S. Grundtvig 1831.

Oprindelig del af

“Store Gud og frelsermand”

86

 

                   Mel.: Hvorledes skal jeg møde

                             Mit hjerte altid vanker

1   Nu vil vi os forsamle

i Jesu Kristi navn,

de unge med de gamle

skal løbe ham i favn;

han er vor julegave,

vor glæde, lyst og liv,

i ham vi og vil have

vor juletidsfordriv.

2   O Jesus! dig at finde

er vores fulde agt;

ak, giv os ret i sinde,

at gå med samlet magt,

din krybbe at omringe

med hjertens tak og tro,

at salmerne kan klinge

i hver mands hus og bo!

                           Hans Adolph Brorson 1732.